Nekrolog: Snemanden

Forhenværende børneven og tusindkunstner Snemanden afgik ved døden natten til fredag d. 2. november. Således er verden blevet berøvet en stor mand med en barnlig sjæl, som har rørt menneskers hjerter overalt. I dagene op til dødsfaldet var Snemanden meldt savnet og blev efterlyst overalt i København, Århus og Odense. Politiet mener, at der har været global opvarmning på spil. Han efterlader sig en stor børneflok, som vil savne hans unikke evne til at fylde kolde vinterdage med ubekymret leg. Tilbage står dog stadig hans budskab om at bevare et lyst sind – uanset hvad.

Snemanden kendte aldrig sine forældre, men blev som lille opdaget af nogle legende børn, der straks tog godt imod ham. Dette forklarer nok hans livslange troskab overfor børn i alle samfundslag og aldre, og der findes næppe nogen, som ikke husker deres første møde med ham. Han viede simpelthen hele sit liv til børnenes sag.

Allerede som lille snefnug forstod Snemanden at aktivere fantasien hos alle omkring ham, og igennem tiden har han da også leveret inspiration til utallige film, bøger og sange. Igennem de sidste par år oplevede Snemanden imidlertid en del modgang, og de, der stødte på ham, bemærkede ofte hans skrantende helbred. Alligevel holdt han modet oppe, og han havde knap påbegyndt prøverne til den nye vintersæson, da han alligevel måtte bukke under for varmen først i november.

Farvel Snemanden, vi vil virkelig savne dit evigt lyse sind på mørke vinterdage.

Æret være dit minde

 


  • Titel

    Nekrolog for Snemanden, skrevet som del af kampagnen "Snemanden smelter" for Radikale Venstre i min tid hos PS Communication. Teksten blev bragt i aviser og på Snemandens egen MySpace-side (kampagnen er fra 2007).

  • Publiceret 12 april, 2017
  • Kategori Tekstforfatning